Outpost

Dagens bud på en nazizombiefilm er den engelske 'Outpost' fra 2009, hvori videnskabsmanden Hunt hyrer en gruppe lejesoldater til at eskortere ham ned i en gammel østeuropæisk bunker. Tilsyneladende en nem opgave - men da de finder ud af, at bunkeren er blevet brugt af nazisterne som laboratorium for genoplivningsforsøg, og at en flok udøde SS'er stadig holder til i området, kompliceres missionen en anelse.

SS'erne i 'Outpost' starter som en slags spøgelser, som pludselig kan dukke op og forsvinde igen, når lyset blinker.
De bliver dog mere zombieagtige mod filmens nervepirrende slutning, hvor de overlevende lejesoldater skal lokke SS'erne fra skoven og ned i bunkeren, så Hunt kan standse dem med den generator, der i sin tid fik dem til at rejse sig fra de døde.

'Outpost' er en spændende lille film med få skuespillere og enkelte locations.
Især fundet af en mystisk KZ-agtig overlevende nede i bunkeren får os til at holde interessen - for hvem er han, og hvor længe har han egentlig ligget dernede?

Det er den første film produceret ved Black Camel Pictures. Det skotske ægtepar bag selskabet pantsatte deres hus for at rejse de 200.000 £, som skulle finansiere filmen. Heldigvis blev 'Outpost' en stor succes og en efterfølger er da også på vej.

'Outpost: Black Sun' vil som sin forgænger være instrueret af Steve Barker.
Desuden arbejder Black Camel Pictures på 'Zombie Musical', som ser ud til at blive en noget anderledes tilgang til genren. Spændende!

'Outpost' gav mig i øvrigt et glædeligt gensyn med Michael Smiley, som spiller en af lejesoldaterne - alene hans hardcore nordirske accent er værd at se filmen for. Han er kendt i zombiesammenhæng for sin cameo i 'Shaun of the Dead' som en levende død version af det rytmiske cykelbud Tyres fra tv-serien 'Spaced', som Simon Pegg og Edgar Wright lavede sammen før zombiekomedien.

Tyres er herren med høretelefoner og gul kasket:

Shock Waves

I næste uge har jeg den store fornøjelse at skulle spille en rolle i en nazizombiefilm. Derfor er jeg gået i koncentrationslejr, så jeg kan være forberedt på at sparke noget nazizombierøv - og min koncentration er naturligvis rettet mod hele denne herlige subgenre af ond med ond på.

Once they were almost human!

I dag har jeg set Ken Wiederhorns 'Shock Waves' fra 1977, som lagde grunden til hele subgenren. 

Her bliver en gruppe turister strandet på en forladt ferieø angrebet af den levende døde SS-enhed "Death Corps", skabt under 2. Verdenskrig af nazisternes videnskabsmænd.

Vi har at gøre med zombier i ordets oprindelige voodooistiske betydning. De dræber deres ofre, men spiser dem ikke. Deres kroppe er ikke decideret rådne, men nok nærmere mormorrynkede efter at have ligget i vandet siden 40'erne. Desuden kan deres øjne ikke tåle sollys og derfor bærer de solbriller - den eneste måde at dræbe zombierne på er tilsyneladende at fjerne brillerne.

Det varer længe, før zombierne bliver introduceret, men efter vi første gang har set de lange, sorte støvler træde vande, skal jeg love for, de går løs. Op og ned ad vandet vandrer de, til det faktisk bliver en smule ensformigt. Da zombierne endelig begynder at slå ihjel, har vi set dem så meget, at de ikke er synderligt skræmmende mere.

Filmens første halvdel, hvor turisterne oplever forskellige besynderlige ting på båden og på øens badehotel fungerer ellers rigtigt fint. Karaktererne er interessante, velspillet og ligesom dem bliver vi nysgerrige efter at se, hvad der egentlig foregår.

Den mest mindeværdige scene i 'Shock Waves' er i øvrigt zombieløs og foregår i et gammelt fryserum på hotellet, hvor de overlevende tror, de kan overnatte uden at være i fare...

Og er der så nogle, der kan forklare filmens slutning for mig? 

Jeg forstår den ikke!

Videoessay: Zombie 101

Her er en flot introduktion til zombier på film!

Videoessayet 'Zombie 101', som jeg har fundet via artiklen, jeg anbefalede fra 16:9, gennemgår de vigtigste elementer i zombiefilmen med udgangspunkt i 'Night of the Living Dead' og ved hjælp af klip fra en håndfuld af de største klassikere.

Samtidig beskriver den pre-Romero-perioden og Zombie-by-proxy-subgenren ved brug af henholdsvis 'I Walked with a Zombie' fra 1943 og 'The Crazies' fra 1973.
Den er fyldt med lækre, velkendte scener!

Rulleteksterne ledsages i øvrigt af min yndlingssekvens fra 'Shaun of the Dead', som samtidig er et af de sjoveste zombiekills nogensinde!