tirsdag den 24. maj 2011

Grimt (eller smukt)?

I lørdags besøgte jeg Aalborgs museum for moderne kunst; Kunsten. Via Kulturkongen.dk fik jeg nemlig mulighed for at anmelde udstillingen 'Grimt (eller smukt)?'
Det blev en anmeldelse med masser af stjerner, for de fleste af værkerne var interessante, ikke mindst i en apokalyptisk, zombierelateret sammenhæng.

Selve Kunsten, museet, er en høj, labyrintisk, træomsluttet, hvidmalet, algebefængt bygning.
Den minder om et forladt dinosaurlaboratorium midt i Isla Sornas jungle, eller en Dharma-facilitet, som har fået lov at forfalde siden bomben sprang i '77. 


Pudsigt nok er et af udstillingens første værker Ole Sporrings 'Velkomn Hareby' fra 1979, som viser nedsmeltningen af en atomreaktor. 


Det er jo næppe zombierelateret, men dog delvist apokalyptisk.
Det kunne måske være starten på en større epidemi.


Kurt Trampedachs skræmmende figurer fra 'Stoppestedet' er svære at få øjnene fra, når først man er begyndt at stirre. De er meget livagtige og alligevel fuldstændigt døde. 
Zombier!
Jeg er næsten sikker på, jeg så mandens brystkasse udvide sig en lille smule under den stramme t-shirt. 

Igennem hele udstillingen kunne man høre de dybe synthesizertoner fra lydsporet til Michael Kviums 'Grød'. Den ni minutter lange film kunne ses på en 17" skærm i et mørkt rum, hvor der var opstillet fire stabelstole.


Familien, som filmen omhandler, er grå og klamme, uden mimik og stavrende i deres gang. En stærk kritik af danskernes hverdag som i den grad leder tanker hen mod en zombieinfektion.

Resten af udstillingen bestod af abstrakte malerier og absurde skulpturer formet i grove, ødelagte, ulækre materialer. 
Deforme babyer støbt i margarine, sammensnørede indvolde og mumificerede dyr. 
Hvis ikke det er Jordens undergang...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar