Shock Waves

I næste uge har jeg den store fornøjelse at skulle spille en rolle i en nazizombiefilm. Derfor er jeg gået i koncentrationslejr, så jeg kan være forberedt på at sparke noget nazizombierøv - og min koncentration er naturligvis rettet mod hele denne herlige subgenre af ond med ond på.

Once they were almost human!

I dag har jeg set Ken Wiederhorns 'Shock Waves' fra 1977, som lagde grunden til hele subgenren. 

Her bliver en gruppe turister strandet på en forladt ferieø angrebet af den levende døde SS-enhed "Death Corps", skabt under 2. Verdenskrig af nazisternes videnskabsmænd.

Vi har at gøre med zombier i ordets oprindelige voodooistiske betydning. De dræber deres ofre, men spiser dem ikke. Deres kroppe er ikke decideret rådne, men nok nærmere mormorrynkede efter at have ligget i vandet siden 40'erne. Desuden kan deres øjne ikke tåle sollys og derfor bærer de solbriller - den eneste måde at dræbe zombierne på er tilsyneladende at fjerne brillerne.

Det varer længe, før zombierne bliver introduceret, men efter vi første gang har set de lange, sorte støvler træde vande, skal jeg love for, de går løs. Op og ned ad vandet vandrer de, til det faktisk bliver en smule ensformigt. Da zombierne endelig begynder at slå ihjel, har vi set dem så meget, at de ikke er synderligt skræmmende mere.

Filmens første halvdel, hvor turisterne oplever forskellige besynderlige ting på båden og på øens badehotel fungerer ellers rigtigt fint. Karaktererne er interessante, velspillet og ligesom dem bliver vi nysgerrige efter at se, hvad der egentlig foregår.

Den mest mindeværdige scene i 'Shock Waves' er i øvrigt zombieløs og foregår i et gammelt fryserum på hotellet, hvor de overlevende tror, de kan overnatte uden at være i fare...

Og er der så nogle, der kan forklare filmens slutning for mig? 

Jeg forstår den ikke!